mandag, januar 05, 2009

Løft en næve.

Livet er en tankestrøm
skabt af indtryk og alle andres drømme
ført videre ind i mit omdømme, sat på prøve i mit hverdagsrum
alle løft en fist i håb om en dag med fred, et stille opråb, med guld i sindet skabt af stål og intet eller helstøbt mål

i samlet flok eller separat, splittet sjæl, babylon-apparatet styrer vor fortids skyggespil, brænder broer i vor rækkevidde

rækker ud efter dig, men du går din vej, fordi du rækker ud efter samme vej som mig

i fuldhed glemmer vi vejen, vender os i sølet skabt af regn, intet bad kan rense os nu, ingen ord, forstår hvor vi skal hen nu

håber på ægthed, forfalsker selv smil i håndkøb, orgasmer kræver recept nu, så jeg gir dig fingeren og står i kø

for vi er en og samme slags, vækker hinanens angst, for hinanden, hvad er din fangst, dit image eller forstanden

Jeg mister snart min, min undergrund er flyvsk

flasher følelser på dagsbasis for at føle min grundvold, undviger mit eget jerngreb, totalt tab af kontrol

inhalerer alle syn og puster dem ud, gir slip på min dyne, gir du slip på samme tid, vil du håne mig i min ånd?

mine gader, evigt tomt sind, mursten der redder mig fra mine tomrum, luk mig ind.

styrter du, så styrter jeg, jeg skal jo følge med, løber ved din side, jagthund du og jeg evig søgen nu og her , vi æder gaden

se mig i øjnene, jeg VED at du er bange. når rummet er for trangt og dine nætter er lange,

jeg frygter for mine tab, at miste dig, golde nat , klare dag trækker vejret dybt , en fod foran den anden,

vi ruster os med mod
til at stå imod med, for vi vil ha, vi vil ha, alt de andre går og har til gode, prøver at knække den kode livet stormer imod

de lysende øjeblikke du og jeg fik, lyssignal om at styrte frem, det kan komme hvert øjeblik

pak dig ind og vi nyder trygheden sammen, skaber mit eget pacific og svæver rundt i rammen før den ramler sammen

hvad jeg vil er udefinerbart, hvad vi kan skabe sammen er stort og igen så fygende sårbart

husk mit navn, det ville være så rart.
 at føle sig vigtig i denne verden er vores ledetråd og vores cue til at det er snart
vores tid kommer. 

vores tomme lommer minder os om kravet.

frustrationen rammer når vor tankestrøm bunder ud i krav.

andres præstationer skræmmer mig får mig til at tænke at jeg ikke er i stand til at gå samme vej

så jeg træder vande indtil jeg, kan bunde og svømmer videre i inspirationens leg,

og i et lysende øjeblik føler jeg at jeg står stærkt på min arvs trange sti af campari og gammel dansk, knuste flasker i stuen, min fars forsøg på dominans, 
ud af svaghed, punkterede han dagene, af ren frygt for at face dem, så vil jeg hellere gå dem i møde, med åbne arme og embrace dem.

ALLE løft en fist i håb om en dag med fred, et stille opråb, med guld i sindet skabt af stål og intet eller helstøbt mål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar